Mazanti_Facade8_High.jpg
26/05/2026

Nye regler for kreditformidlere i detailbranchen

Fra den 20. november 2026 skal virksomheder, der tilbyder eller formidler finansiering til forbrugere, være registreret hos Finanstilsynet. De nye regler kan få betydning for en lang række virksomheder i detailbranchen, der tilbyder delbetaling eller finansieringsløsninger i samarbejde med eksterne kreditgivere.

Reglerne følger af Folketingets vedtagelse af ændringer til blandt andet kreditaftaleloven og forbrugslånsloven, som implementerer det reviderede forbrugerkreditdirektiv. Med lovændringerne indføres der for første gang et egentligt registrerings- og tilsynsregime for kreditformidlere i Danmark. Loven træder i kraft den 20. november 2026, men Finanstilsynet kan modtage ansøgninger om registrering fra den 20. maj 2026.

Hvem er omfattet?

En kreditformidler er en fysisk eller juridisk person, der mod et vederlag og som led i erhvervsmæssig virksomhed enten:

  • Præsenterer eller tilbyder kunder kreditaftaler
  • Bistår kunder med forberedelse eller administration i forbindelse med at indgå en kreditaftale
  • Indgår kreditaftaler med kunder på vegne af en kreditor.

Det afgørende er, om virksomheden mod vederlag medvirker til, at kunden kan finde eller indgå en kreditaftale.

Visse accessoriske kreditformidlere er undtaget fra registreringskravet, herunder leverandører af varer eller tjenesteydelser med færre end 250 ansatte og en årlig omsætning på højst EUR 50 mio. eller en samlet balance på højst EUR 43 mio., der alene formidler kredit som en accessorisk aktivitet.

De vigtigste nye forpligtelser for kreditformidlere

  • Registrering hos Finanstilsynet: Kreditformidlere skal registreres, inden de må udøve virksomhed, via Finanstilsynets selvbetjeningsløsning.

  • Optagelse i offentligt register: Finanstilsynet fører et offentligt register med virksomhedens navn, adresse, CVR-nummer samt navn på den ansvarlige ledelsesrepræsentant. Finanstilsynet kan nægte registrering, hvis betingelserne ikke er opfyldt.

  • God skik (§ 4c): Kreditformidlere skal handle ærligt, redeligt, gennemsigtigt og professionelt under hensyntagen til forbrugerens rettigheder og interesser.

  • Kompetencekrav: Kreditformidlere skal sikre, at medarbejdere, der tilbyder eller formidler kreditaftaler, besidder tilstrækkelig viden og kompetencer på området.

  • Aflønning: Aflønning af medarbejdere må ikke stride mod god skik og må - ved rådgivning - ikke være betinget af salgsmål.

  • Rådgivningsydelser: Yder kreditformidleren rådgivningstjenester, skal forbrugeren forud for rådgivningen informeres om blandt andet grundlaget for anbefalingen og eventuelle gebyrer. Betegnelsen ”uafhængig rådgivning” er underlagt særlige krav.

  • Forbud mod forudbetaling: Kreditformidlere må ikke opkræve betaling fra forbrugere, inden kreditaftalen er indgået.

  • Indberetning til Finanstilsynet: Kreditformidlere, deres leverandører og underleverandører skal give Finanstilsynet de oplysninger, der er nødvendige for tilsynets virksomhed.

  • Hvidvaskregulering: Visse kreditformidlere vil fra den 10. juli 2027 blive omfattet af den nye hvidvaskforordning. Virksomheder, der omfattes af registreringskravet, bør derfor allerede nu vurdere, om de fremover også bliver underlagt hvidvaskreguleringen.

Tilsyn og sanktioner

Finanstilsynet fører det overordnede tilsyn, mens Forbrugerombudsmanden fører tilsyn med reglerne om god skik, kompetencekravene og aflønningsreglerne. Ulovlig kreditformidling uden registrering er strafbelagt med bøde eller fængsel i op til fire måneder.

Anbefalinger

Selvom registreringspligten først finder anvendelse fra den 20. november 2026, bør virksomheder, der tilbyder eller formidler finansiering til forbrugere, allerede nu forberede sig på de nye regler. Finanstilsynet har allerede åbnet for ansøgninger om registrering, og der bør derfor allerede nu tages højde for både forventede sagsbehandlingstider og de organisatoriske krav. Vi anbefaler derfor, at I:

  • Undersøger, om virksomheden er omfattet af den nye definition af kreditformidler, herunder om SMV-undtagelsen finder anvendelse
  • Forbereder registreringsansøgningen i god tid og indsender den hurtigst muligt henset til Finanstilsynets sagsbehandlingstider
  • Gennemgår ledelsens egnethed og hæderlighed
  • Etablerer interne politikker og procedurer vedrørende god skik, aflønning, kompetencekrav og medarbejderuddannelse
  • Ophører med at opkræve forudbetalinger fra forbrugere
  • Implementerer indberetningsrutiner til Finanstilsynet, herunder ved ændringer i registreringsgrundlaget.

Vil du vide mere?

Har du spørgsmål til de nye regler, er du altid velkommen til at kontakte os: