AND_1762.jpg
10/04/2019

Nyt lovforslag vil ændre reglerne om reelle ejere

Skrevet af partner Niels Walther-Rasmussen og advokatfuldmægtig Mette-Marie Uggerhøj

Regeringen har den 13. marts 2019 fremsat et lovforslag, som indeholder ændringer af de nugældende regler om reelle ejere. Lovforslaget har til formål at implementere dele af det 5. hvidvaskdirektiv.

Det fremsatte lovforslag vil medføre ændringer af selskabsloven, lov om visse erhvervsdrivende virksomheder, lov om erhvervsdrivende fonde og en række andre love. Lovforslaget forventes på nuværende tidspunkt at træde i kraft den 10. januar 2020.

Vi fremhæver her de væsentligste foreslåede ændringer af reglerne om reelle ejere.

Etablering af oplysningspligt for reelle ejere

Med lovforslaget videreføres den eksisterende pligt for virksomheder, fonde og foreninger til at indhente, opbevare og registrere oplysninger om deres reelle ejere.

I henhold til lovforslaget vil der herudover blive indført en pligt for ejerne til at oplyse om den pågældendes reelle ejerskab ved anmodning fra virksomheden m.v., som den vedkommende person er reel ejer af.

Udover, at de reelle ejerne pålægges en oplysningspligt, foreslås også en pligt for de virksomheder, fonde og foreninger, der er omfattet af reglerne, til at til at oplyse om deres ejerforhold ved anmodning herom fra personer, der udfører kundekendskabsprocedurer efter hvidvaskloven.

Skærpet pligt til at ajourføre oplysninger årligt

Med lovforslaget foreslås det endvidere, at de omfattede virksomheder, fonde og foreninger mindst én gang årligt skal undersøge, om der er ændringer i de registrerede oplysninger om de reelle ejere. Resultatet af denne undersøgelse skal fremlægges på det møde, hvor årsrapporten godkendes. For de fonde og foreninger, som ikke er forpligtede til at udfærdige en årsrapport, skal resultatet af den årlige undersøgelse forelægges bestyrelsen ved anden lejlighed.

Hvis virksomhedens, fondens eller foreningens m.v. forhold tilsiger det, skal der foretages mere end én årlig undersøgelse af sine reelle ejere.

Virksomheder m.v. er allerede i dag forpligtet til at sikre, at registreringen af deres reelle ejere er opdateret, hvilket for kapitalselskaber som minimum skal ske i forbindelse med afholdelse af ordinær generalforsamling. For fonde har der hidtil ikke fremgået nogen klar pligt til at undersøge eventuelle ændringer i oplysninger om de reelle ejere.

Mulighed for tvangsopløsning ved manglende eller mangelfuld dokumentation

Erhvervsstyrelsen kan allerede i dag træffe afgørelse om tvangsopløsning af kapitalselskaber, virksomheder med begrænset ansvar og erhvervsdrivende fonde, hvis disse ikke har foretaget regi-strering af deres reelle ejere.

Med lovforslaget vil det også blive muligt for Erhvervsstyrelsen at sende et de førnævnte kapital-selskaber, virksomheder med begrænset ansvar og erhvervsdrivende fonde til tvangsopløsning, hvis dokumentationen for identificeringen af deres reelle ejere ikke forefindes, eller hvis dokumentationen anses for mangelfuld. Tilsvarende vil der indføres mulighed for sletning af interessentskaber og kommanditselskaber. Dette udgør en skærpelse af de eksisterende regler, hvor manglende eller mangelfuld dokumentation kan medføre bødestraf.

Ifølge lovforslagets bemærkninger kan der for eksempel være tale om mangelfuld dokumentation, hvis et kapitalselskab, en virksomhed med begrænset ansvar eller en erhvervsdrivende fond ikke kan dokumentere arten og omfanget af det reelle ejerskab, eller ikke kan identificere sine reelle ejere, og ikke anses at have udtømt alle rimelige identifikationsmuligheder.

Lovforslaget skærper herved vigtigheden af pligten for blandt andet kapitalselskaber, virksomheder med begrænset ansvar og erhvervsdrivende fonde til opbevaring af tilstrækkelig og behørig dokumentation for deres reelle ejere og forsøg på identificering heraf, herunder vigtigheden af ajourførte og opbevare oplysninger, da konsekvensen af manglende overholdelse af reglerne kan resultere i en tvangsopløsning af kapitalselskabet, virksomheden med begrænset ansvar eller den erhvervsdrivende fond.

Lovforslaget kan læses i sin helhed her.

For yderligere oplysninger:

Niels Walther-Rasmussen, advokat, partner
Telefon +45 3319 3722
Mobil +45 4010 0151
e-mail: nwr@mazanti.dk

Mette-Marie Uggerhøj, advokatfuldmægtig
Telefon +45 3319 3703
Mobil +45 5219 8095
e-mail: mmu@mazanti.dk


Dette nyhedsbrev udgør ikke, og kan ikke erstatte juridisk rådgivning. Mazanti-Andersen Korsø Jensen påtager sig intet ansvar for skade eller tab, der direkte eller indirekte kan henføres til anvendelse af nyhedsbrevet.