floor.jpg

Nye lempede regler om ikke-erhvervsdrivende fondes placering af bundne midler

Reglerne om anbringelse og bestyrelse af ikke erhvervsdrivende fondes midler er netop ændret ved bekendtgørelse nr. 1525 af 28. oktober 2020. Der er tale om væsentlige ændringer, dog beholdes en række af de hidtidigt gældende begrænsninger.

Fondens bestyrelse er ansvarlig for, at fondens formueanbringelse og formueforvaltning er forsvarlig, og der er ikke ændret på dette.

Fremover op til 75 % i aktier mv.

Den tidligere gældende begrænsning, som gik ud på, at højst 50 % af en fonds bundne midler kunne anbringes i aktier, erhvervsobligationer, udbyttegivende UCITS, garantikapitalbeviser for sparekasser, og som en ny kategori alternative investeringsfonde, erstattes af en samlet forhøjet grænse på 75 % af midlerne. For den nye tilladte aktivtype alternative investeringsfonde gælder samtidigt en grænse for denne kategori på 15 %.

Som hidtil må grænserne gerne overskrides som følge af værdistigning indenfor hver kategori. Fonden tvinges således ikke til at sælge ud af aktier mv. der er steget i fondens besiddelse.

Genanbringelse og anbringelse inden 3 måneder

Beløb der fremkommer ved salg af fondes bundne aktiver kan placeres i samme aktivtype, uanset de ovenfor nævnte grænser overskrides. Dette kan være relevant ved stigninger på enkelte aktier mv., hvor risikospredning ønskes.

Som en nyskabelse indføres en regel om, at fondes kontante indestående, som er en del af de bundne midler, skal anbringes inden 3 måneder. Dette kan være uhensigtsmæssigt i et faldende eller volatilt finansielt marked.

Ikrafttræden og overvejelser

De nye regler træder i kraft den 1. november 2020.

De nye regler giver mange fonde mulighed for at overveje deres investeringsstrategier og vælge en mere hensigtsmæssig placering af midlerne.

Ved ændringer af placering af selskabets midler skal der erindres om, at bestyrelsen skal overveje risiko, afkastskat og omkostninger.

Har du spørgsmål til ovenstående, er du altid velkommen til at kontakte vores specialister inden for fonds- og selskabsret. Henvendelse kan ske til: