Q1080276_+Blå_Low.jpg
07/01/2026

Clayton Power sælger minoritetsandel til C.W. Obel

Clayton Power, der producerer industrielle strømløsninger, har netop indgået et strategisk partnerskab med investeringsselskabet C.W. Obel om i fællesskab at accelerere væksten og sikre langsigtet værdiskabelse og bæredygtig udvikling. Clayton Power har i den forbindelse solgt en minoritetsandel på 30 procent til C.W. Obel. Mazanti Transactions har rådgivet Clayton Power i forbindelse med transaktionen.

Clayton Power, der har hovedsæde i Odense, blev grundlagt i 2000 og udvikler mobile lithium-baserede strømløsninger som et bæredygtigt alternativ til traditionelle benzin- og dieselgeneratorer. Virksomhedens løsninger er målrettet mobile anvendelser med særligt fokus på bygge- og anlægsbranchen. Virksomheden har i dag en stærk markedsposition i Danmark og Storbritannien og sælger sine produkter i mere end 20 europæiske lande.

C.W. Obel investerer i børsnoterede virksomheder, værdipapirer, fast ejendom, direkte investeringer i unoterede virksomheder og indirekte via kapital- og venturefonde. Selskabets investeringsstrategi er at finde mellemstore, veletablerede danske virksomheder, som har potentiale til international vækst.

Med C.W. Obel som medejer og strategisk partner vil virksomheden fokusere på innovation, effektiv drift og markedsekspansion for at sikre fortsat vækst og udvikling i og uden for de nuværende hovedmarkeder i Europa – med en fælles ambition om at etablere en markedsledende position inden for elektrificering af den grønne omstilling i industrien.

Mazanti Transactions har rådgivet Clayton Power i forbindelse med alle aspekter af transaktionen med et team hovedsageligt bestående af Mads Herdichek Langfeldt, Christian E. Bonnesen og Louise Ølgaard Dahn.