
Advokat eller erfaren advokatfuldmægtig til entrepriseret
Vil du udvikle dig som specialist inden for entrepriseret og byggeri? Vi leder efter en advokat eller en erfaren 3. års advokatfuldmægtig med relevant erfaring, som vil være med til at udvikle vores entrepriseretlige rådgivning sammen med os.
Som led i en større strategisk bevægelse i Mazanti styrker vi vores hold, bygger større specialistdybde og investerer dér, hvor vi har kompetencerne og potentialet til at skabe endnu mere værdi for vores klienter. Entrepriseretten er et af de områder.
Derfor søger vi en ny kollega til vores team for Fast Ejendom & Entreprise med base på vores kontorer i enten København eller Odense, der ønsker at udvikle en tydelig specialistprofil inden for entrepriseret og byggeri.
En specialistrolle med ansvar og tæt sparring
Vi leder efter en profil, der vil tage ansvar for sin faglige udvikling, bidrage aktivt til teamet og være med til at styrke vores position. Du får entrepriseretten som dit faglige omdrejningspunkt og kommer til at arbejde med juridisk rådgivning i forskellige faser af bygge- og entrepriseprojekter. Dit arbejde vil primært omfatte:
Rådgivning om entrepriseret, herunder AB 18, ABT 18 og ABR 18
Behandling af rets- og voldgiftssager inden for entrepriseretten
Udarbejdelse, gennemgang og forhandling af kontrakter inden for byggeri
Bidrag til den fortsatte udvikling af teamets entrepriseretlige markedsposition
Du vil desuden kunne få opgaver inden for bl.a. lejeret, projektudvikling, transaktioner, garantistillelse og insolvensret, når områderne indgår som en del af bygge- og entreprisesager.
Du får ansvar for egne opgaver og mulighed for gradvist at påtage dig et større ansvar for sager og klientrelationer. Du arbejder tæt sammen med teamets partnere og øvrige specialister og får den faglige og personlige sparring, du har brug for til at udvikle dig i rollen.
Et specialiseret team
Teamet for Fast Ejendom & Entreprise rådgiver danske og internationale klienter om alle juridiske forhold inden for fast ejendom og entreprise, herunder køb og salg, cross-border transaktioner, komplekse udviklingsprojekter, lejeret, finansiering samt entrepriseret, herunder tvister, kontrakter og teknisk rådgivning.
Vi rådgiver nogle af de mest aktive aktører i markedet, herunder entreprenører, bygherrer, tekniske rådgivere, garantiselskaber og leverandører til byggeriet, som drager fordel af vores kommercielle tilgang og dybdegående branchekendskab.
Teamet består af 8 partnere og 9 specialiserede medarbejdere på tværs af København og Odense.
Fra juridisk leverance til rådgivning på toppen
Entrepriseret handler ikke alene om regler og kontrakter. Juraen er fundamentet, men den gode rådgivning kræver også forståelse for byggeriets aktører, projekternes forløb og den kommercielle virkelighed, klienterne opererer i.
Når teknologi og AI kan producere og bearbejde en stadig større del af det juridiske grundlag, stiller det samtidigt endnu større krav til det, der ligger ovenpå: specialistviden, forretningsforståelse og dømmekraft.
Derfor skal vi forstå den virkelighed, klienten opererer i, sætte juraen i den rette kommercielle og strategiske kontekst og rådgive om ikke alene, hvad der kan gøres – men hvad der bør gøres for at klienterne kan træffe de rette valg. Det er den rådgivning, vi vil være kendt for.
Derfor skal du hos os udvikle din evne til at identificere de juridiske og forretningsmæssige problemstillinger, skabe overblik og omsætte kompleks jura til rådgivning, der skaber beslutningskraft hos klienten.
Hvem er du?
Du har relevant erfaring med entrepriseret og byggeri og ønsker at udvikle en tydelig specialistprofil på området. Vi forestiller os, at du:
Er advokat med et til to års anciennitet eller 3. års advokatfuldmægtig
Har relevant erfaring inden for entrepriseret og byggeri
Har erfaring fra et advokatfirma eller en juridisk funktion i eksempelvis en brancheorganisation, entreprenør- eller rådgivervirksomhed eller et forsikringsselskab
Kan arbejde selvstændigt og tage ansvar for dine opgaver
Har interesse for og forståelse for byggeriet og branchens aktører
Er digitalt velfunderet og har erfaring med eller interesse for at anvende AI og andre teknologiske værktøjer i det juridiske arbejde
Kommunikerer klart og professionelt på dansk og engelsk
Det er en fordel, hvis du har erfaring med rets- eller voldgiftssager. Det vigtigste er, at du kommer med et stærkt fagligt fundament, interesse for byggeriet og ambitionen om at udvikle dig som specialist.
Ambitiøse mål. Høj faglighed. Stærke relationer.
Vi har høje ambitioner for vores rådgivning, vores forretning og de mennesker, der er en del af Mazanti-Andersen. Vi tror på faglig dybde, ansvar og på hele tiden at ville gøre det bedre.
Og vi tror på, at de stærkeste resultater skabes, når dygtige mennesker spiller hinanden gode. Derfor er gode relationer, tillid, videndeling og tæt samarbejde på tværs vigtige elementer i vores kultur.
Samtidig værner vi om et stærkt socialt fællesskab, hvor høje ambitioner går hånd i hånd med en stærk holdånd og respekt for den enkelte, med højt til loftet og humor som en naturlig del af hverdagen.
Den, der har det godt, gør det godt
Trivsel skaber kvalitet. Derfor skaber vi rammerne for, at ambitiøse talenter kan præstere på et højt niveau, udvikle sig og have et arbejdsliv, der sikrer at man både professionelt og menneskeligt kan holde til ambitionerne.
Vil du udvikle dig sammen med os?
Så send din ansøgning, CV, karakterudskrift og eventuelle bilag via linket nedenfor. Vi holder samtaler løbende.
Ønsker du at starte med en uformel samtale om rollen, teamet og vores ambitioner på området, er du velkommen til at kontakte CHRO Maia Amdi Voigt på +45 2686 6437.
Vi opfordrer alle uanset køn, alder, etnicitet, religion, seksualitet eller funktionsnedsættelse til at søge stillingen.
Mazanti-Andersen er en skarpt specialiseret og kommercielt orienteret advokatvirksomhed. Vi er betroede rådgivere for dansk og internationalt erhvervsliv og er drevet ud fra en fælles ambition om at spille en instrumentel rolle i vores klienters succes. Vores ca. 140 medarbejdere er fordelt på vores kontorer i København og Odense og er organiseret i fem strategiske faggrupper: Transaktioner, Fast Ejendom, Proces, Insolvens & Rekonstruktion og Corporate & Commercial.
Lær os bedre at kende på Mazanti-Andersens Instagram @mazantiandersenadvokater og følg med på LinkedIn og få indblik i spændende nyheder fra os.
