mazanti_andersen_010724_0003.jpg
06/11/2025

Webshops idømmes bøder for skjulte abonnementer

Plus Global ApS og HappyHello A/S, der begge driver webshops, er blevet idømt bøder på 400.000 kr. hver for skjulte abonnementer i strid med markedsføringsloven. Kunderne blev ved køb af produkter på selskabernes webshops ikke tydeligt informeret om, at der fulgte et løbende abonnement med ved købet.

To nye domme vedrørende skjulte abonnementer i strid med markedsføringsloven

Plus Global ApS er blevet idømt en bøde på 400.000 kr. for vildledende markedsføring. Retten i Aalborg fandt, at Plus Global ApS, som er indehaver af webshoppen plusshop.dk, vildledte sine kunder ved ikke klart at oplyse, at køb af produkter på webshoppen medførte automatisk tilmelding til et løbende abonnement på 139 kr. om måneden.

Retten bemærkede, at oplysningerne om medlemskabet fremstod med mindre tekst og i høj grad trådte i baggrunden, modsat muligheden for at købe produkter på webshoppen. Kunder på webshoppen havde betalt for et abonnement i flere måneder uden at have opdaget det.  

Retten i Aalborg har ved strafudmåling på 400.000 kr. lagt vægt på, at overtrædelserne fandt sted over en længere periode og efter modtagelse af tidligere indskærpelser fra Forbrugerombudsmanden. Dertil havde det betydning, at Plus Global ApS havde haft en stor omsætning og indtjening som følge af det skjulte abonnement.

Læs Forbrugerombudsmandens pressemeddelelse om dommen her

I en lignende sag blev HappyHello A/S ved Retten i Næstved idømt en bøde på 400.000 kr. for vildledende markedsføring på selskabets webshops Littlehappy.dk og Happyhello.dk.

På webshoppen Littlehappy.dk solgte selskabet bl.a. legetøj og børnebøger til fordelagtige priser uden at gøre opmærksom på, at kunderne ved at købe varerne automatisk blev tilmeldt et abonnement. Kundernes kortoplysninger anvendt i forbindelse med køb af et produkt i webshoppen blev anvendt til at trække betalinger for abonnementet.

På den nu lukkede hjemmeside Happyhello.dk tilbød HappyHello A/S et lignende skjult abonnement, hvilket også blev anset som værende vildledende og i strid med markedsføringsloven.

HappyHello A/S blev også dømt for på Facebook og via Google Shopping at have vildledt forbrugerne ved heller ikke på disse platforme at have oplyst at køb på webshoppen medførte tilmelding til et løbende abonnement.

Retten i Næstved har ved strafudmålingen på 400.000 kr. lagt vægt på, at der var tale om flere overtrædelser af markedsføringsloven, at overtrædelserne havde foregået over flere år, samt at selskabet ikke var ophørt med overtrædelserne, efter at Forbrugerombudsmanden havde gjort opmærksom herpå. Dertil havde det, som i sagen vedrørende Plus Global ApS, betydning, at selskabet havde haft omsætning i de pågældende år, hvor overtrædelserne fandt sted.

HappyHello A/S har anket dommen til Landsretten.

Læs Forbrugerombudsmandens pressemeddelelse om dommen her

Mazanti-Andersen bemærker

Dommene understreger, at e-handelsvirksomheder, der sælger varer på nettet med tilknyttede abonnementer eller medlemskaber, skal sikre, at oplysninger om vilkår fremstår klart, tydeligt og fremhævet i forbindelse med markedsføring af webshoppen samt på det tidspunkt, hvor kunden foretager sin købsbeslutning.

Når en webshop tilbyder et abonnement i forbindelse med køb af et produkt, skal abonnementet markedsføres lige så tydeligt som de produkter, der kan købes. Kunder må med andre ord ikke være i tvivl om, at et abonnement er en betingelse for køb af et produkt. Er dette tilfældet, er der tale om vildledende markedsføring i strid med markedsføringslovens vildledningsbestemmelser.  

Markedsføringslovens §§ 5 og 6 indeholder forbud mod vildledning over for forbrugere. Der gælder et tilsvarende forbud mellem erhvervsdrivende i markedsføringslovens § 20.

Overtrædelse af markedsføringslovens vildledningsbestemmelser kan medføre bøde og negativ omtale i pressen. Sager, hvor Forbrugerombudsmanden involveres offentliggøres på Forbrugerombudsmandens hjemmeside.

Vil du vide mere?

Har du spørgsmål til ovenstående eller andre markedsføringsretlige problemstillinger, er du altid velkommen til at kontakte os.