2026 08 24 Mazanti 0033
26/08/2026

Vi styrker partnerkredsen: Christian Duus Ljørring indtræder som partner i Mazanti-Andersen

Mazanti-Andersen styrker sin specialisering inden for fast ejendom og entreprise, når advokat Christian Duus Ljørring indtræder som partner pr. 1. september 2026. Christian bliver en betydelig profil i faggruppens entrepriseretlige ben og skal bidrage til at udbygge Mazantis position på området.

Christian Duus Ljørring er specialiseret inden for entrepriseretten og kommer til Mazanti med omfattende erfaring på området. Han rådgiver en bred kreds af aktører i bygge- og anlægsbranchen - herunder entreprenørvirksomheder, tekniske rådgivere, garantiselskaber, bygherrer og materialeleverandører - om komplekse juridiske og kommercielle forhold. På den baggrund har han gennem mange år opbygget dyb indsigt i dansk byggeri.

Han har desuden omfattende proceserfaring og har ført et stort antal rets- og voldgiftssager inden for byggeri, erstatnings- og forsikringsret.

Hos Mazanti-Andersen bliver Christian en del af faggruppen for fast ejendom og entreprise, hvor han får en væsentlig rolle i den fortsatte udvikling af det entrepriseretlige område. Hans indtræden tilfører yderligere specialistviden og brancheindsigt til en faggruppe, der i de seneste år har oplevet markant vækst inden for særligt komplekse udviklingsprojekter og transaktioner.

Henrik B. Sanders, partner og formand for bestyrelsen i Mazanti-Andersen, udtaler:

”Vi er meget glade for at kunne byde Christian velkommen i partnerkredsen. Han er en stærk og erfaren profil med dyb specialistviden på et område, som er centralt for vores faggruppe for fast ejendom. Med Christian udbygger vi den specialisering, som er afgørende for, at vi kan rådgive vores klienter på højeste niveau. Jeg ser meget frem til samarbejdet.”

Christian Duus Ljørring siger om sit skifte til Mazanti-Andersen:

”Jeg glæder mig til at blive en del af Mazanti-Andersen og et stærkt fagligt miljø med høje ambitioner for både det samlede Mazanti og for entrepriseområdet. Mazanti lægger samtidig stor vægt på tætte og langvarige klientrelationer, hvilket stemmer godt overens med min egen tilgang til rådgivning. Jeg ser frem til at bidrage til den videre udvikling af entrepriseområdet, samarbejde med mine nye kolleger og tage del i Mazanti-Andersens ambitiøse strategi med fokus på øget specialisering og en endnu stærkere position i markedet.”

Christian har tidligere været hos Bech-Bruun, Norrbom Vinding og Tryg Forsikring. Senest har han sammen med Jakob Sønder Larsen drevet Advokatfirmaet Sønder Ljørring, som nu ophører.