vand.jpg

Konkurskarantæne

I 2013 blev der indført en regel om konkurskarantæne, hvor en person kan fradømmes retten til at stifte virksomheder og deltage i ledelsen heraf, f.eks. i en periode på 3 år. Konkurskarantæne kan tildeles en person, som har deltaget i ledelsen af en konkursramt virksomhed, hvis kuratoren i konkursboet vurderer, at der har været tale om grov uforsvarlig forretningsførelse. En konkurskarantæne betyder dermed, at personen ikke vil have mulighed for at deltage i ledelsen af en anden virksomhed, så længe konkurskarantænen er aktuel, da personen vurderes som uegnet til rollen.

Det er dog stadig muligt for den person at stifte enkeltmandsvirksomhed, hvor der hæftes personligt og ubegrænset for virksomhedens forpligtelser. Hvis konkurskarantænen overtrædes, vil det dog være muligt også at fratage personen ret til at stifte personligt ejet virksomhed. Langt de fleste af disse retssager varetages i Sø- og Handelsretten, hvor der er udpeget et korps af advokater, der bliver beskikket i sager om konkurskarantæne.

Grundlag for konkurskarantæne

I alle konkursboer er det kuratorens pligt at vurdere, om der er grundlag for at indlede en konkurskarantæne-sag over for personer i ledelsen. Her skal det fastslås, at konkurskarantæne ikke er en mulighed, hvis ledelsen blot har været dårlig til at drive forretningen, eller hvis virksomheden har haft økonomiske problemer pga. konjunktursvingninger eller øget konkurrence.

Grov uforsvarlig forretningsførelse

Når kuratoren i et konkursbo skal vurdere, hvorvidt der er grundlag for en konkurskarantæne-sag, vil der blandt andet blive kigget på, hvordan virksomheden er blevet drevet, særligt op til konkursens indtræden. Der kan for eksempel være grundlag for konkurskarantæner, hvis en person i virksomhedens ledelse har hævet beløb på virksomhedens konto, som han ikke kan gøre rede for, hvis nogle af virksomhedens ejendele pludseligt er ‘forsvundet’, hvis man bevidst har undladt at afregne skat eller moms, eller hvis der er tale om decideret økonomisk kriminalitet.

Rådgivning om konkurskarantæne

Mazanti-Andersen fører konkurskarantæne-sager som kurator i konkursboer og har generelt stor erfaring inden for dette område. Mazanti-Andersen har desuden været advokat i flere af de ledende sager på området, der danner baggrund for den nuværende praksis.

På kontoret er der udpeget to faste kuratorer, der sammen med afdelingens medarbejdere i forbindelse med konkursbehandlinger undersøger, hvorvidt der er grundlag for at indlede en sag om konkurskarantæne.

Du er velkommen til at kontakte en af vores rådgivere, hvis du har brug for assistance.