bord.jpg
31/03/2020

COVID-19: Forbedring af lønkompensationsordningen

Siden trepartsaftalen om lønkompensation blev indgået den 14. marts 2020, har mere end 11.000 virksomheder ansøgt om lønkompensation. For at mindske antallet af fyringer og beskytte virksomhederne mod uforholdsmæssigt store tab er regeringen og arbejdsmarkedets parter blevet enige om at forbedre mulighederne for lønkompensation, så endnu flere virksomheder finder det både økonomisk og operationelt fordelagtigt at benytte sig af ordningen. Det betyder, at der nu er aftalt ændringer i forhold til den ordning, der tidligere er meldt ud.

Forhøjelse af beløbsgrænser

Finansminister Nicolai Wammen meddelte i går den 30. marts, at lønkompensationen pr. den 30. marts 2020 ved en aftale mellem regeringen og arbejdsmarkedets parter er blevet forhøjet til maksimalt DKK 30.000 gældende for både funktionærer og ikke-funktionærer. Dette er således en forbedring af de hidtidige gældende beløbsgrænser på henholdsvis DKK 23.000 for funktionærer og DKK 26.000 kr. for ikke-funktionærer og samtidig en ligestilling mellem funktionærer og ikke-funktionærer.

Beløbsgrænsen er forhøjet med tilbagevirkende kraft fra den 9. marts 2020. Virksomheder der har søgt om lønkompensation før den 30. marts 2020 vil derfor også få gavn af forhøjelsen, selvom de har søgt om kompensation efter den gamle ordning. 

Den nye ordning har ikke ændret på, at staten fortsat vil finansiere 75 pct. af lønnen for funktionærer og 90 pct. for ikke-funktionærer.

Den nye beløbsgrænse er en håndsrækning til de nødlidende virksomheder, men skal samtidig ses som et budskab om, at flere virksomheder skal anvende lønkompensationsordningen, så endnu flere lønmodtagere kan beholde deres job. 

Mere fleksibilitet og mulighed for rotationsordning

Der har hersket en del tvivl om, hvordan kriterierne på 30 % eller 50 medarbejdere skulle opgøres, og om der var tale om et indgangskriterium, eller et krav der skulle være opfyldt i hele lønkompensationsperioden. Denne tvivl er nu blevet afklaret, da Erhvervsstyrelsen i samme forbindelse har meddelt, at kravet om hjemsendelse af minimum 30 % af medarbejderne eller mere end 50 ansatte skal beregnes som et gennemsnit af den samlede periode for lønkompensation. Kriteriet opgøres altså for hele den ansøgte periode.

Ordningen er dermed blevet mere fleksibel, idet der i modsætning til tidligere er åbnet op for en rotationsordning blandt medarbejderne. Dette betyder, at virksomheden nu kan tilrettelægge hjemsendelsen således, at nogle af medarbejderne sendes hjem i en del af perioden, og en anden del af medarbejderne sendes hjem i en anden del af perioden. Det er dog et krav, at det gennemsnitlige antal af hjemsendte i rotationsordningen skal udgøre minimum 30 % af medarbejderne eller mere end 50 ansatte. 

Erhvervsstyrelsen har oplyst, at virksomheder som allerede på ansøgningstidspunktet ved, at de får behov for at genindkalde hjemsendte medarbejdere inden for den angivne kompensationsperiode, allerede i ansøgningen skal oplyse, hvor mange dage de planlægger at genindkalde medarbejderne i perioden. Dette gælder uanset, om medarbejderne opdeles i grupper, som skiftevis genindkaldes til arbejde, eller om medarbejderne hver især genindkaldes til arbejde på forskellige tidspunkter. Dette krav gælder, uanset hvilken form for rotationsordning der anvendes. 

Kompensationsbeløbet vil herefter blive beregnet på baggrund af den angivne kompensationsperiode, ekskl. antal dage, som virksomheden har angivet, at de forventer at genindkalde de pågældende medarbejdere.

Følgende eksempler kan illustrere den nye mulighed for rotationsordning: 

  • En virksomhed kan udarbejde en arbejdsplan, hvorefter en gruppe medarbejdere genindkaldes til at arbejde i en eller flere perioder af hjemsendelsesperioden, dog således at det gennemsnitlige antal af hjemsendte i hele lønkompensationsperioden udgør minimum 30 % af medarbejderne eller mere end 50 ansatte. 

  • En virksomhed kan opdele sine hjemsendte medarbejdere i to eller flere grupper, hvor de skiftevis arbejder og hjemsendes i forskellige intervaller, fx lige og ulige uger. Denne rotationsordning skal ligeledes opfylde kriteriet om, at det gennemsnitlige antal af hjemsendte udgør minimum 30 % af medarbejderne eller mere end 50 ansatte.

Undtagelse ved uventede driftsmæssige behov

Hvis der på grund af ”uventede driftsmæssige forhold” opstår behov for midlertidigt at genindkalde hjemsendte medarbejdere, er det ikke en betingelse at kriterierne på 30 % eller 50 medarbejdere er opfyldt over hele lønkompensationsperioden. Såfremt der sker midlertidig tilbagekaldelse på grund af ”uventede driftsmæssige forhold”, medregnes perioden med midlertidig genindkaldelse ikke ved opgørelse af om 30 % eller 50 medarbejdere gennemsnitligt er hjemsendt. Lønkompensationen reduceres i dette tilfælde med hele og påbegyndte arbejdsdage og uden hensyntagen til antallet af arbejdede timer. Erhvervsstyrelsen har dog ikke endeligt afklaret, hvad der skal forstås ved uventede opståede driftsmæssige behov, men formentlig vil en stor stigning i antallet af ordrer eller afløsning som følge af sygdom falde ind under denne betegnelse. 

Det bemærkes endeligt, at det tidligere har været meldt ud, at lønkompensationsordningen var gældende til og med den 9. juni 2020, men dette er nu korrigeret til den 8. juni 2020. 

Hos Mazanti står vores specialister i arbejds- og ansættelsesret klar til at hjælpe. Henvendelse kan ske til:

Mette Gahrn-Jensen, advokat, partner (København)
Mobil: +45 2028 1636
E-mail: mga@mazanti.dk

Susanne Ingemann, advokat, partner (Odense)
Mobil: +45 5179 4737
E-mail: sin@mazanti.dk

 

Dette nyhedsbrev udgør ikke, og kan ikke erstatte juridisk rådgivning. Mazanti-Andersen Korsø Jensen påtager sig intet ansvar for skade eller tab, der direkte eller indirekte kan henføres til anvendelse af nyhedsbrevet.