0351.jpg
20/06/2019

Civilstyrelsen ændrer praksis om håndhævelsen af fondslovens § 29

Skrevet af partner Niels Walther-Rasmussen og advokatfuldmægtig Mette-Marie Uggerhøj

Som tidligere omtalt afsagde Højesteret d. 30. april 2019 dom i sagen mellem Civilstyrelsen og den ikke-erhvervsdrivende fond, Det Nissenske Familiefond. Spørgsmålet i sagen var, om fondslovens § 29 opstiller et krav om ligelig uddeling til flere uddelingsformål, når der i en fonds vedtægt ikke er fastsat en prioritering eller en fordelingsnøgle.

Højesteret fandt, at der ikke er hjemmel i fondslovens § 29 til at pålægge en fond, hvis vedtægt ikke fastsætter en prioritering, over tid at foretage uddeling med lige store beløb til fondens forskellige formål. Herved tilsidesatte Højesteret Civilstyrelsens mangeårige praksis om håndhævelsen af fondslovens § 29.

Højesteret udtalte generelt, at der ikke – medmindre vedtægten bestemmer andet – må ske en ensidig begunstigelse af et eller flere af en fonds formål frem for andre, hvilket medfører, at der som udgangspunkt skal være en vis rimelig balance i uddelingerne til en ikke-erhvervsdrivende fonds forskellige uddelingsformål over en årrække.

Læs mere om Højesterets dom i vores nyhedsbrev her.

Højesterets dom kan læses i sin helhed her.

Civilstyrelsens nye praksis

Civilstyrelsen har på baggrund af Højesterets dom nu ændret sin praksis om håndhævelsen af fondslovens § 29.

Civilstyrelsens oplyser, at styrelsen ved fremtidige stikprøvekontroller af fondsregnskaber vil anmode fondsbestyrelsen om at indsende en fortegnelse over legatmodtagernes navne med angivelse af de enkelte legaters størrelse, hvis dette ikke i forvejen fremgår af regnskabet.

Civilstyrelsens stiller fremadrettet krav om, at sådanne fortegnelser skal opdeles, således at det fremgår, hvilket af fondens formål den enkelte uddeling hører under.

Civilstyrelsen understreger også, at styrelsen i de tilfælde, hvor en ikke-erhvervsdrivende fond får tilladelse til opløsning, vil oplyse fondsbestyrelsen om, at der ikke må ske en ensidig begunstigelse af et eller flere af fondens formål, medmindre vedtægten bestemmer andet, og at der heri ligger, at der som udgangspunkt skal være en vis rimelig balance i uddelingerne til de forskellige uddelingsformål over en årrække.

Endelig påpeger Civilstyrelsen, at en beslutning om at uddele forskellige beløb til ligestillede formål ifølge styrelsen bør tilføres referatet fra det bestyrelsesmøde, hvor beslutningen er truffet.

Læs mere om Civilstyrelsens praksisændring her.

For yderligere oplysninger:

Niels Walther-Rasmussen, advokat, partner
Telefon +45 3319 3722
Mobil +45 4010 0151
E-mail: nwr@mazanti.dk

og

Mette-Marie Uggerhøj, advokatfuldmægtig
Telefon +45 3319 3703
Mobil +45 5219 8095
E-mail: mmu@mazanti.dk

Dette nyhedsbrev udgør ikke, og kan ikke erstatte juridisk rådgivning. Mazanti-Andersen Korsø Jensen påtager sig intet ansvar for skade eller tab, der direkte eller indirekte kan henføres til anvendelse af nyhedsbrevet.