Mazanti_Henrik&Philip_High.jpg
01/12/2020

Advokat Henrik B. Sanders og advokat Philip S. Thorsen fejrer 30- og 25-års jubilæum

Partner og bestyrelsesformand Henrik B. Sanders og partner og medlem af bestyrelsen Philip S. Thorsen kan den 1. december 2020 fejre henholdsvis 30- og 25-års jubilæum hos Mazanti-Andersen. De blev en del af Danmarks ældste advokatfirma samme dag med fem års mellemrum og er begge præget af et enormt både fagligt og forretningsmæssigt engagement.

Henrik B. Sanders kom til Mazanti-Andersen i 1990 direkte fra jurastudiet på Københavns Universitet. Som advokat J. Korsø Jensens nærmeste medarbejder fik han en omfattende indføring i de discipliner, som han excellerer i i dag, herunder insolvensret, retssager med økonomisk kriminalitet, virksomhedsoverdragelser og bestyrelsesarbejde.

Henrik B. Sanders blev associeret partner i 1998, og blev siden partner i 2001. Han fik sin møderet for Højesteret i 2003 og opnåede i 2008 den højeste anerkendelse inden for insolvensretten, da han blev fast medhjælper ved Sø- og Handelsrettens skifteret. I 2013 overtog han formandsstolen i firmaet fra advokat J. Korsø Jensen.

Når man taler om sager inden for økonomisk kriminalitet og insolvens, er Henrik B. Sanders svær at komme udenom. Som advokat for Kurt Thorsen under PFA-sagen og som oprydder efter Klaus Riskær Pedersen blev Henrik B. Sanders tidligt i karrieren vant til at håndtere højtprofilerede sager under intens belysning fra medierne. Hans erfaring fra retssalene er samlet gennem flere årtier, hvor han som en af erhvervslivets foretrukne juridiske rådgivere har håndteret sager som Memory Card Technology, Samson Bank, Capinordic og Balticasagen for blot at fremhæve et udpluk af de mest markante sager.

Udover sine specialistkompetencer inden for insolvens og økonomisk kriminalitet har Henrik omfangsrig erfaring med M&A og rådgiver både købere og sælgere samt kapitalfonde i forbindelse med virksomhedsoverdragelser.

Som rådgiver i komplekse danske og internationale erhvervsforhold, som procedør og som forhandler har mange virksomheder oplevet den dedikerede, vedholdende og på alle måder ordentlige indsats, som kendetegner Henrik B. Sanders.

Philip S. Thorsen kom til Mazanti-Andersen efter samtale hos advokat J. Korsø Jensen i 1995, der meget kort herefter førte til jobbet som advokat og i 2001 en partnerudnævnelse. I 2007 fik han sin møderet for Højesteret, og siden 2014 har han været en del af bestyrelsen i Mazanti-Andersen.

Han var i sin fuldmægtigtid hos Ole Nielsen og Partnere (i dag Andersen Partners) udstationeret i Warszawa. Tiden her udviklede sig til en interesse for Polen og Baltikum og medførte bl.a., at han stiftede Polish Danish Business Forum. I forlængelse heraf har han rådgivet en række investorer i Østeuropa samt den Lettiske stat på deres masseprivatiseringsprogram.

Philip S. Thorsens særlige talent som procedør har gennem årene vakt både dansk og international anerkendelse. Blandt de mere omtalte sager han har været involveret i de forløbne 25 år, er genopretningen af Farum Kommune, da den under Peter Brixtofte blev sat under administration i 2002. Senere er det særligt hans involvering i de højtprofilerede banksager i kølvandet på finanskrisen som har fyldt. Han har i den forbindelse haft en fremtrædende rolle og har i tæt samarbejde med firmaets erfarne procesteam rådgivet tidligere bestyrelsesmedlemmer.

Udover retssager og voldgiftssager er Philip S. Thorsen specialiseret inden for konkurrence- og udbudsretten, som i tillæg til hans ca. 25 bestyrelsesposter udfylder hverdagen.

Siden 1998 har Philip S. Thorsen ydet en imponerende og omfattende indsats i relation til branchen. Han har været en del af Advokatrådets strukturkommission, som banede vejen for etableringen af Danske Advokater i 2008 og været formand for Københavns Advokatforening fra 2011-2016. Siden 2017 har han været medlem af Advokatrådet og siden 2019 været medlem af Advokatrådets procesretsudvalg. Han er medlem af Højesteretsskranken og i international sammenhæng var han fra 2017-2020 Head of Danish Delegation i det Europæiske Advokatråd CCBE. I 2020 modtog han hædersprisen fra Sagførernes Auktioners Legat for sit arbejde med at varetage advokatinteresserne internationalt.

Hvad har holdt dem det samme sted i 30 og 25 år?

Når man spørger ind til, hvad der har holdt dem det samme sted i 30 og 25 år, går det samme svar igen hos dem begge: Mazanti-ånden, at der er noget på spil og muligheden for stadig at kunne gøre en forskel er hovedårsagerne til, at de efter mange år stadig er her.

Vi er et firma, der er blevet ved med at udvikle sig og være relevant, hvilket også er årsagen til, at vi er Danmarks ældste advokatfirma. Derudover er det et privilegie at kunne møde ind om morgenen uden aldrig helt at vide, hvad dagen byder på. At der er noget på spil, og at man kan gøre en reel forskel for sine klienter, er en af grundene til, at der ikke har været én dag i de 30 år, hvor jeg har været trist over at gå på arbejde. Det er menneskerne det handler om - spændende kollegaer og klienter, der i manges tilfælde, ligesom os selv, har været her i rigtig mange år – og det betegner vi lidt som et adelsmærke” fortæller Henrik B. Sanders.